Det er jeg helt enig i.

Mener du, at det altid er forkert at diskutere overdiagnosticering? Fx når hver fjerde amerikanske teenagedreng nu får diagnosen?

Og kan du forklare, hvorfor chancen for at få diagnosen fordobles, hvis man tilhører den yngste halvdel af ens årgang? (kunne det mon være sygeliggørelse af umodenhed?)

Jo, det er en vigtig pointe. Men synes du ikke, at artiklen argumenterer for det modsatte? At folk skal have bedre hjælp og støtte, når de har brug for det? Det synes jeg da, at jeg skriver flere gange.

De har jo ike fået en forklaring, for diagnoser er udelukkende deskriptive. De stilles ud fra “symptomer” og kan derfor ikke forklare symptomer på anden måde end rent cirkulært.

Det er da noget helt andet. De mennesker havde jo sygdomme. Jeg mener, det er forkert at kalde ADHD for en sygdom. Det er en naturlig menneskelig variation, hvilket bronkitis ikke er.

Når antallet af diagnosticerede er mere end dobbelt så højt som forventet ud fra epidemiologisk prævalens, er der tale om overdiagnosticering på populationsniveau. Desuden er diagnosens postulat om patologi jo i sig selv problematisk ud fra et neurodiversitetsperspektiv (som jeg tilslutter mig).

Er du mon uenig i det, der står i artiklen? I så fald hvad?

Det er formidling af en videnskabelig diskussion om forståelsen af ADHD.

Det har du ret i. Jeg er dog ikke rigtig “debattør” i den her sammenhæng, men forsker der har arbejdet med emnet i 15+ år.

Det er en falsk påstand. Jeg kalder ikke nogen personer for overdiagnosticeret. Jeg argumenterer derimod for, at vi bør skabe en verden, hvor færre får stress og belastes i en grad, så en diagnose er nødvendig. Jeg er i sagens natur helt uenig i, at den tilgang skulle være hjerteløs.

Når antallet af diagnosticerede overstiger den epidemiologiske prævalens så markant, er der nærmest per definition tale om overdiagnosticering. Jeg lægger ingen normativ vurdering i det, men konstaterer det bare.

Så er det da dumt at følge mig ☺️