- Vi er så brugte
Klokken er omkring halv ni, og Maha Ahler er alene i sit hjem.
Noget, hun sjældent er.
For begge hendes sønner har oplevet mistrivsel i skolen, og lige nu er den yngste dreng på syv kun ude af hjemmet halvanden time om dagen - og det er ikke en gang hver dag, at det lykkes.
Han har ikke været reelt i skole siden december 2024, og det betyder, at Maja Ahler har været hjemmegående og sammen med sin søn stort set alle døgnets timer i mere end et år.
- Det er hårdt. Det er ensomt som voksen at gå dag efter dag uden voksenkontakt, og det er slidsomt hele tiden at sætte sine egne behov sidst, fortæller Maja Ahler.
Selvfølgelig gør hun det. Selvfølgelig kommer drengene i første række. Men det er krævende, fortæller hun, når det er hele tiden dag, efter dag, efter dag.
- Det bliver også lidt kedeligt for ham i længden kun at være sammen med mig, og det slider på forholdet mellem os, ligesom det slider på forholdet mellem de to brødre, fordi der er en ulighed i, hvor meget jeg er sammen med dem hver især, og den ældste føler sig overset, og det er jo helt berettiget, forklarer Maja Ahler.
Hendes ældste søn går i en DELTA-klasse på nedsat tid og er afsted stort set hver dag.
Han trives ret godt i dag, men sådan har det ikke altid været. Også han har oplevet at være placeret i et tilbud, der ikke kunne rumme hans behov og været i mistrivsel.
De første tegn
Lige nu ved Maja Ahler ikke, hvad hun kigger ind i med sin yngste søn. Hun ved, at han skal have et andet skoletilbud. Men hvad det bliver, og hvornår det bliver, ved hun ikke.
- Jeg forsøger at være håbefuld omkring det. Men samtidig gruer jeg også for det. For jeg ved, at det kommer til at kræve rigtig meget af både mig og ham, når han skal et nyt sted hen med nye børn og nye voksne, og vi er begge to bare virkelig brugte, siger Maja Ahler.
For vejen hertil, hvor der måske er et passende skoletilbud i sigte, har været lang.
Allerede i det tidlige efterår 2024 begyndte Maja Ahler at mærke, at hendes søn mistrives. Hun så det derhjemme og mærkede det, når hun skulle aflevere ham. Så hun rakte ud til skolen.
- Men de så det ikke. Så der skete ikke rigtig noget. Og det er vildt svært at forsøge at råbe et helt system op. Der er ligesom et ulige forhold, og mine ord har ikke samme vægt som deres, for jeg er bare 'moren', siger Maja Ahler og fortsætter:
- Så jeg skulle bare blive ved med at aflevere ham, og det gjorde jeg så, selvom det gjorde ondt i hjertet.
I løbet af efteråret havde han nogle nedsmeltninger i skolen, hvor han blandt andet prøvede at hive et bord ud af væggen.
- Og han er altså en bette gut, så det har været voldsomt, fortæller Maja Ahler.
Det gik fra svært til umuligt at få ham i skole. Alligevel oplevede hun ikke, at der skete meget. Først flere måneder efter, var der andre end hende selv, der anerkendte, at der var tale om skolevægring.
- Gå en tur på stien
Der blev indkaldt til nogle møder, og det blev besluttet, at de skulle prøve at få sønnen tilbage i skolen.
- Så blev der brugt en del tid på forskellige tiltag for at få ham tilbage i skole. Tiltag, der i min optik var ret fjollede, siger Maja Ahler.
Det første var, at sønnen sammen med sin mor skulle gå daglige ture på en sti omkring skolen. Hun rettede ind og forsøgte at få sønnen med, selvom hun hurtigt kunne se, at det ikke gav mening. For det var jo ikke på stien, at problemet var. Det var i skolen.
Tiden gik, og tingene blev ikke bedre. Det lykkedes aldrig at få Maja Ahlers søn tilbage i klasselokalet.
- Der har været enormt meget ventetid. Sådan oplever jeg det. Som ventetid eller spildtid, men det er jo ikke ventetid på den måde, at vi bare har siddet og trillet tommefingre. Man har pakket det ind i alle mulige mærkelige indsatser, fortæller Maja Ahler.
Hun beskriver forløbet som en trappe, hvor hvert trin er et tiltag. De mindste i bunden, de mest indgribende i toppen.
Men for at komme til det trin, der virker, skal man have betrådt alle under - også selvom Maja Ahler fra start kunne have sagt, at de nederste steps ikke ville virke for hendes søn.
- Vi kunne have sparet så mange ressourcer. Både ressourcer hos mig og min søn, men jo også skolens ressourcer, hvis jeg var blevet inddraget og præsenteret for alle muligheder. Men det gjorde jeg ikke, og det kan jeg godt være lidt bitter over, fordi vi har spildt kræfter på noget, der aldrig ville du.
Konfliktniveauet stiger
Grundet forløbet med sine sønner har Maja Ahler løbende haft dialoger med skoler, PPR, socialrådgivere og forskellige forvaltninger i Aalborg Kommune.
Alt sammen i forsøget på at få den støtte til sine drenge og sin familie, som de har brug for. Men det har været svært. Det har været indviklet. Og det har taget tid.
Hun husker, hvordan hun med sin ældste blev visiteret til børnepsykologisk team. De ventede otte måneder på at komme til, for så at finde ud af at det faktisk ikke var den hjælp, de havde brug for.
I takt med at hendes yngste fik det sværere og sværere i skolen har hun også efterspurgt konkret hjælp i hjemmet til at håndtere konflikter. Konflikter, der opstår, mellem hende og drengene og drengene imellem, fordi de alle tre har ADHD og alle tre er slidte.
- Det sker særligt, når vi alle er trætte, hvor det går op i hat og briller. Så skubber drengene til hinanden eller til mig, der bliver talt grimt og smækket så hårdt med dørene, at de ryger af hængslerne, fortæller Maja Ahler.
Så hun har spurgt efter fagprofessionel hjælp, der kunne komme i hjemmet, observere de højspændte situationer og hjælpe hende med at løse dem anderledes.
Længe fik hun at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. At det tiltag ikke fandtes.
For tre måneder siden fandt hun ud af, at det gør det. Det hedder pædagogisk familierådgivning.
Job og Socialforvaltningen i Aalborg Kommune forklarer, at der i de seneste par år har været en kraftig stigning i behovet for pædagogisk familierådgivning, og at tilbuddet pt. har omkring 800 sager.
- Jeg sagde ja tak til det med det samme. Men det er tre måneder siden, og vi er ikke blevet henvist endnu.
Når de engang bliver henvist, er ventetiden yderligere to måneder.
- Jeg tænker bare, åh, der er lang vej. For vi skal først igennem visitationen, før vi så kan komme ind i køen, og det hele trækker bare ud, siger Maja Ahler, alt i mens, at konflikterne i hjemmet fortsætter med at slide på såvel hende som børnene.